Ulvemælk + Stemmer i Voks 

Romankoncert

En medrivende fortælling i folkemindesamler EVALD TANG KRISTENSENs utrættelige fodspor.
Med forfatter Charlotte Weitze og Stemmer i Voks 

Tilfældet har villet, at forfatter Charlotte Weitze udgav romanen ”Ulvemælk”, samtidigt med at vi  barslede med albumprojektet ”Stemmer i Voks”.

Begge værker tager afsæt i den oversete danske folkemindesamler Evald Tang Kristensens indædte arbejde med at indsamle sagn og sange blandt hedens småkårsfolk fra 1870´erne og frem.
Mange viser og meddelere går endda igen i roman og musik. Men bog og album har også til fælles, at de med afsæt i de historiske kildevæld, kaster nyt lys på vores samtid og fremtid.
I ”Ulvemælk” handler et fremtidsspor om nye naturvilkår og AI. I ”Stemmer i Voks” indlejres fonografoptagelser af hedens småkårsfolk i et nærværende akustisk/elektronisk tonesprog.

Nu lader vi  roman og musik rejse ud i landet sammen i form af denne Romankoncert.

Aftenen bliver en vekselvirkning mellem Charlottes oplæsning fra ”Ulvemælk” og sangene fra ”Stemmer i Voks”. Undervejs vil ord og musik væve sig sammen og skabe nye stemningsmættede helheder.

Til slut åbnes mulighed for en samtale mellem de tre kunstnere og publikum.

Om Charlotte Weitze og Ulvemælk

Med sin helt egen fortællestil blander Charlotte Weitze det magiske med det realistiske, eventyret med hverdagen. Charlotte er uddannet cand.mag. i folkloristik og har skrevet fortællinger, romaner og radiospil. Hun har modtaget en række priser og legater, blandt andet Bogforums Debutantpris og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, og hendes bøger er oversat til flere sprog.

I romanen Ulvemælk, er Inga flyttet til mormors hus i Tværmose i et Jylland, der nu, i 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne.

I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham i en sådan grad, at han må tilbage igen og igen.

Ane boede i det, der nu er Ingas hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga. Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr som Evald både kender alt for godt, og ikke rigtig vil kendes ved.

Skrevet om Ulvemælk

Ulvemælk blander det indsigtsfulde med det spændingsdrevne, og så skal man ikke glemme Weitzes sjælfulde prosa, der får hjertet til at slå et ekstra slag, som når stjernerne forsvinder “som udslæt, der overkommes”, og børnestemmer summer “som insekter om et stykke råddent kød”.”
Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken

 “Det et er så skønt, hvordan den facitløse, på samme tid frie og fokuserede fabuleren i hvert eneste væsentligt Weitze-værk (og vi er nu oppe på fire fremragende romaner i ubrudt sekvens: Harzen-sanger (2013), Den afskyelige (2016), Rosarium (2021) og nu altså Ulvemælk – så hvad med den store pris, Akademi, helt ærligt!?) flår alle de sympatiske tendenser til faktaboks, præk og snusfornuft i stumper og stykker.”       Lars Bukdah,l Weekendavisen

 “Åh, hvor jeg håber, at Charlotte Weitzes nye roman Ulvemælk bliver læst vidt og bredt og bliver katapulteret ud i bestseller-sfæren. For åh, hvor er det et rigt, klogt og medrivende værk … et smukt, viltert og sørgmodigt portræt af en verden, som mennesket altid har forsøgt at forstå og påvirke. Men som det aldrig har haft kontrol over.”

Nicklas Freisleben Lund, Jyllands-Posten